Nedsunken forfod

Fra naturens hånd er vi, under foden, udstyret med en lille bue på tværs af forfoden. Denne bue medvirker til, at vi kan have et fjedrende afsæt, når vi går og løber. Hvis denne bue ikke er tilstede, bliver afsættet mere hårdt og går direkte hen over ledhovederne på mellemfodsknoglerne. Derved bliver trykket, fra knoglerne ned på huden og underlaget, voldsomt forøget.

Hudens naturlige reaktion på en overbelastning er, at den begynder at fortykke. Derved opstår hård hud, som kan blive så voldsomt, at den sidder som en hård plade under hvert ledhoved. Hvis trykket bliver yderligere forøget, f.eks. på grund af et tyndt lag væv, dannes der ligtorne. Den hårde hud og ligtornene kan bevirke, at det føles som at gå på en sten eller en nål og det kan selvsagt være yderst smertefuldt.

Der kan være flere årsager til en nedsunken forfod.
Overvægt i al almindelighed medfører øget belastning af forfoden.
Tungt arbejde øger ligeledes belastningen på foden og forfoden i særdeleshed.
Brugen af sko med høje hæle gør, at hele kropsvægten kommer til at hvile på forfoden, hvilket den ikke er beregnet til.

Disse belastninger kan medføre, at forfodens muskulatur og sener forlænges, hvorved de ikke længere er stramme nok til at opretholde forfodens tværbue.

Fodterapeuten kan umiddelbart afhjælpe generne ved en nedsunken forfod ved hjælp af en fodbehandling, hvor den hårde hud og ligtornene fjernes. Men hvis denne behandling er den eneste der modtages, vil det fortsatte tryk fra de nedsunkne fodrodsknogler medføre, at den hårde hud og ligtornene gendannes efter kort tid.
Ønskes der et bedre og længerevarende resultat, skal fodbehandlingen følges op af et aflastende indlæg. Fodterapeuten er uddannet til at fremstille et sådant indlæg efter individuelle mål. Dette sker efter aftale og i samråd med borgeren. Fodterapeuten benytter forskellige materialer og fremstillingsmetoder afhængig af problemets art, den almene helbredstilstand, fysik og aktivitet.